Solen skinnede og Nicolai mærkede varmen igennem kroppen. Han havde været på vagt ude på sygehuset, og det havde været ret hektisk. Ja, faktisk var patienten død, og det i sig selv er lidt hårdt at komme igennem. Især når man ikke rigtig har rutinen og følelsen af, at det er ens arbejde, og at det at dø er en naturlig ting. Det var heldigvis ikke en ung patient, men en mand der havde levet et langt og godt liv. De havde snakket sammen aftenen i forvejen, og også på tidligere vagter, og nu var det altså slut. Lidt mærkeligt at tænke på.
Nicolai havde brug for at klare tankerne, og nød nu forårets varme morgensol langs vandkanten ved Nordstranden. Han gik sig ofte en tur langs stranden og lod tankerne flyve. Han kunne tit tage sig selv i, at han slet ikke havde set eller lagt mærke til nogen mennesker på hele turen - i hvert fald kunne han ikke huske nogen af dem. Han gik bare i sine egne tanker, og lod en masse passere hjernen, for ligesom at få et øget overskud.
Det var en pragtfuld morgen. Der var ingen vind, og man kunne kun høre vandet risle i vandkanten. Der svømmede et par ænder lidt længere ude. De fulgtes ad, og lå også og nød den dejlige forårsmorgen. Det var ved at være yngletid, og de to ænder hørte sammen - det var der ikke tvivl om. De svømmede hele tiden ved siden af hinanden, og vendte når den anden vendte. Det var dejligt at se. Harmonisk.
Nicolai trak vejret dybt. Lod den klare forårsluft trænge ned i lungerne. Pragtfuldt. Hvad kunne man forestille sig bedre? Det at have mulighed for at opleve den rene natur, og den ro det hele omgav. At opleve fred og ... Læs hele novellen
