Du er ikke helt tryg ved det; det er ved at blive mørkt, og selvom det er lunt i luften – selv for en maj måned – så kan det hurtigt blive køligt. Ny sms (som læste jeg dine tanker): ”Tag ikke andet på end aftalt”. Hmmm... Du er klar. Går ned ad trappen. Du har uro i maven – utryg, uden at kunne sige hvorfor...
Du går rundt om blokken, og til stationen, over broen, og ud af Fasanvej... luften er lun, og kryber op under din nederdel, og rammer dine tynde trusser... det gyser let i dig. Tusmørket er ved at blive afløst af en lys sommernat. Du har en fornemmelse af, at du bliver stirret på... du kigger dig omkring... ”Ham der? Eller ham der?” Du går videre. Uroen i maven er blevet lidt voldsommere... uden at tænke over det, har du sat tempoet lidt op... igen, den der fornemmelse... du stopper helt op, og vender dig om... ingenting... mærkeligt...
Du nærmer dig Shell, og du begynder at skrive en sms: telefonen bipper: ”Jeg ved at du er der... gå længere frem og ind i Søndermarken”... ”Ind i Søndermarken?” Uroen i maven er blevet til en knude... ”Ind i Søndermarken?”.. Tøvende går du videre... Pludselig stopper du op...”Hvordan vidste han hvor jeg var?” Du vender dig rundt – flere gange... du kan mærke at du er begynd at svede ... ”bip”...
”Gå!”...langsomt går du, mens du stadig drejer dig rundt et par gange for at få øje på mig. Du drejer fra, og ind i Søndermarken... men hvilken sti skal du vælge? ”bip” ”Følg stien parallelt med Fasanvej... drej til højre ad først sti”... der er mørkt, og du har svært ved at orientere dig, men efterhånden som dine øjne vænner sig til mørket, kan du se hvad jeg mener... knuden er blevet til angst, og du kan m... Læs hele novellen
