Inde i soveværelset tændte hun stearinlyset på natbordet - sjælen finder bedre ro i skæret fra levende lys - og fandt bogen frem igen. Hun blev optaget af beretningen om den stovte, høje fiskersøn med den stærke naturkraft og det følsomme sind.
NU, hvor hun lå og egentlig skulle finde hvile og blive træt, mærkede hun, hvordan hun nu i stedet blev mere levende og ligesom videde sig ud i sit indre... En rar og god fornemmelse, og velværen breder sig ud i kroppen og giver kriblen...
På tide at sove nu, ikke så meget pjat! Anne vender sig og lægger bogen på bordet og lægger sig ned igen. Hun nyder lysets skær og den virkning - den stemning - det skaber i rummet og i hende selv...
Nå, UD af hovedet med ham den fiskersøn - her er livet altså nu engang sådan, at hun lever alene, og det medfører, at man må sove alene...
Hun lukker øjnene og "snuser" stemningen ind, hun må vel hellere puste ud nu for en sikkerheds skyld... Hun ligger og tænker på, hvordan det ville være IKKE altid at skulle sove alene - tænk, hvis hun nu kendte en dejlig mand, som hun kunne ringe til i en stund som denne og spørge, om han havde lyst til at ligge i arm i nat...?
Hun holder om sig selv under den bløde dyne. Tankerne vandrer, og hun mærker et savn. - Det ER der, det nytter ikke noget at forsøge at lade som om det ikke er der... Hun føler sig alene...
Hun sætter sig op i sengen, hun er kommet til at tænke på, at engang for år tilbage fandtes der noget, der hed Træfpunktet, hvor man kunne tale sammen over en anonym telefonlinie - findes det mon stadigvæk?
Hun finder et nummer i telefonbogen, henter telefonen ind i soveværelset og ringer op... Sikkert en tåbelig idé, men lige nu savner hun bare at tale med et andet menneske, for hun savner nærhed så meget, så h... Læs hele novellen
