Ikke alene var han dygtig og knivskarp, han var også sød sjov og betænksom. Mie havde – imod sin vilje – måttet acceptere, at hun faktisk syntes godt om ham. Lidt for godt endda. Hun havde taget sig selv i at tænke på ham som udsædvanlig attraktiv, og da deres chef for et par uger siden havde annonceret, at de to skulle til Stockholm for at præsentere den seneste lancering, havde hun følt et sug i maven. Det var det samme sug, hun følte nu, samme forvirrende følelse af usikkerhed, frustration, forventning og begær. Mie bed tænderne sammen. Hun nægtede simpelthen at føle sådan, og hun gjorde alt for at kæmpe imod. Det var en uskreven lov; man rører ikke ved sine veninders ekskærester. Men Mie behøvede blot at lukke øjnene, før billeder af Søren væltede frem for hendes indre blik. Billeder af hans ansigt med det selvsikre sil og de blå øjne. Af hendes fingre, der flåede hans skjorte op. Af hans hænder, der ged op ad hendes lår, mens han stønnede i hendes øre. Mie steg u af taxaen og gik ind for at møde Søren i afgangshallen. Han grinede, da han så størrelsen på hendes kuffert, og Mie rødmede, da han gav hende et knus.
De skulle tilbringe tre dage sammen i Stockholm, og det eneste Mie kunne tænke på var, at hun skulle holde op med at synes så godt om ham. De havde haft et møde om eft... Læs hele novellen
