Den stod konstant i bukserne, bare jeg så et billede af den fangne kong Kristian II på Sønderborg Slot, eller en blyant, der blev puttet i et penalhus - for slet ikke at tale om en af klassepigernes småbitte Gajolbuler på en helt-op-i-halsen-sweater.
Selv vor alderstegne lærerinde (hun har mindst været 24-25) med den tækkelige nederdel til læggene, tilsvarende kedelig blondebluse, ankelsokker og fornuftige sko, fik dyret til at rejse sig. Hun gjorde absolut ikke selv noget for at friste svage elevsjæle.
Men dén var der - oftere end Amen i kirken og Allah i moskéen. Jeg frygtede dag ud og dag ind at blive kaldt op til tavlen, hvor ikke blot lærerinden, men hele klassen, så ville kunne se, hvad Poul havde i bukserne. Kors, hvor ville det være flovt!
Når det enkelt gang skete, at en lærer kaldte mig op til tavlen, faldt Petermand heldigvis som slagen med en kæp. Og rejste sig først igen, når jeg havde sat mig efter at have forklaret, hvor Ganges og Bramaputra ligger. Men så gik der også kun sekunder, før ''han'' igen var viril og vild i mine Hammerthor.
Det fik mig ofte til at tænke på, når Jørgen eller Find eller Jesper eller Niels eller Frode blev kaldt op til tavlen, om også de monstro lige havde siddet med en ståpik, der var faldet død om, da deres navn blev råbt op.
Jeg fik det aldrig at vide. Men jeg husker, jeg tit skævede til min sidekammerat Hans-Henrik, når kom tilbage fra at have været kaldt op til tavlen.
Een gang havde jeg anet en mistænkelig bule i hans Levys, mens han oppe ved tavlen forklarede Pythagoras'' læresætning eller var det forskellen på sukkerrør og sukkerroer. En gang opdagede jeg, at han tog sig til skridtet, da han satte sig - ligesom for at sætte dén på plads. Jeg havde i hvert fald én lidelsesfælle.
Kun een gang skete det for mig, at den ikke ''faldt''. Det var netop i ''hendes'' t... Læs hele novellen
