Så fanger hun sit eget spejlbillede i en butiksrude og ser en lettere overvægtig midaldrende kvinde med tendens til dobbelthage, iført dét, hendes voksne døtre kalder en hjemmehjælperfrakke. Hun kikker væk, glæden skal ikke slukkes. Hun stråler, mens hun nærmer sig en lille gade, der minder hende om et sted i London, som hun ikke ved, om hun har set i virkeligheden.
Handy står i døren og smiler; han kysser hende, viser hende sit køkken, som han har knoklet med at gøre rent. Han taler ivrige ord, og Goldilock hyller sig ind i hans stemme, som altid påvirker hendes krop og stemningsleje.
- Sæt dig ind i mit herreværelse, siger Handy. Goldilock sætter sig i læderstolen og ser på skydevåben og smukke bøger, en skinnende sabel, en messinglysekrone. Men mest ser hun på Handy, der skænker vin og emmer af tilfredshed med sig selv, med hende, med planerne for deres aften sammen.
- Så fik jeg overtalt dig!
- Du betaler, jeg er kun med på en kigger, advarer Goldilock.
Goldilock mærker lænestolens læder gennem nederdel og strømpebukser og fornuftige bomuldstrusser; presser sig lidt ned mod den smidige overflade af stolen. Hun drikker af den kølige vin, som smager af sommer, og hun gyser et lille suk, for hun er tilbage til den søndag eftermiddag i august, da hun første gang sad i Handys læderstol.
Om formiddagen den dag kendte Handy og Goldilock ikke hinanden, men over middag mødes de og går ind på Holmens kirkegård.
Gruset knirker i solen, Handys reparationsbajere klirrer i hans rygsæk. Goldilock stikker sin hånd ind i Handys og tager ham om hjertet, og lidt senere om pikken. Det virker helt naturligt, at deres kroppe umiddelbart efter sidder eller ligger omslynget på en bænk.
Mens enkerne går stille rundt nærheden og vander deres døde mænd er Handy og Goldie én levende strøm. Bagefter drikker de whisk... Læs hele novellen
