Havanna

Se, det skete i de dage sidst i 1990erne, hvor jeg af studiemæssige årsager var havnet i Havanna. Her ville jeg tilbringe to måneder for at påbegynde skrivningen af et projekt om cubansk historieopfattelse, samt for at indsamle de fornødne kilder. Jeg fandt ved et lykketræf et fantastisk sted at bo i Centro Habana. Det var en toværelses lejlighed med køkken og bad samt to kæmpestore tagterrasser. Jeg fik besøg af et par venner hjemmefra i nogle uger, og det var næsten for stort at sidde på terrassen og skue ud over den gamle bys anløbne hustage i skumringen, mens vi hørte musik og lappede mørk rom i os. Når tiden var moden kunne vi via en vindeltrappe gå lige nedenunder og havne i køkkenet i min værtsfamilies lejlighed. Her sad familiens bedstemor som regel i sin evige morgenkjole og sorterede ris mens et eller andet ubestemmeligt stod og boblede på komfuret. Vi kunne så fortsætte ud gennem deres store lejlighed, ned ad trappen forbi deres små gøende hunde, og ud på gaden i Havannas mørke og uforudsigelige natteliv.

Og er der noget, der kendetegner Havanna om natten, er det netop mørke – mørke gader, mørke barer, mørke kvinder… Vi holdt os som regel til bydelens lokale steder eller købte en flaske rom og drev ned mod Malecón’en, Havannas lange havnefront, hvor mange unge samles om aftenen. Vi udså os dog med tiden en særlig favorit, som vi stødte tilfældigt på en aften. At kalde det et diskotek ville nok være en overdrivelse, eftersom stedet ikke var videre stort. Der var dog ikke desto mindre en bar, hvor der blev solgt latterligt billig rom i lokal valuta. Lyset var der sparet gevaldigt på, og ikke én kvadratmeter gulv stod ubenyttet hen. Overalt i dette dunkle, lavlo... Læs hele novellen