Det er nat. Regnen pisker mod ruderne. Jeg venter.. Venter på at himlen skifter mening og tørrer sine tårer. Jeg går ud på altanen og åbner altanvinduet. Luften er skiftevis varm og kold. Som om kulden bor i nattens mørke. Men vinden der strejfer mine arme er lumpen og varm. Den sniger sig op og ned ad min nakke som et hviskende åndedrag. Det er mørkt. Så mørkt at jeg end ikke kan finde mine tanker. Jeg prøver at hæve mig over mørket, men det lykkedes ikke. Et skjult rum i mine tanker åbner sig. Jeg forstiller mig en knirkende gammel dør. Hængslerne er ved at falde af, og spindelvævet hænger i siden, som for at understrege det hele. Intet lys undslipper fra den stribe der skulle være faldet da døren åbner sig. Døren til mine tankers skjulte hemmeligheder.
I det samme bryder måneskinnet skyernes facader. Nattelandet ligger blottet i et sølvlignende magisk tæppe. Jeg gisper, ånder tungt ud. Jeg mærker min ånde kilde på mine arme da jeg læner mig ud over vinduet. Jeg tænker på dig. Klokken nærmer sig 01.00. Tiden nærmer sig alt for hastigt. Og jeg kan ikke bære det. Er ikke klar. Til at stå ansigt til ansigt med dig. Kigge ind i de klareste blå øjne, der skjuler dystre hemmeligheder jeg ikke vil vide…vil vide. .vil, vil ikke.. Jeg husker med stærk erindring den blå flamme der syntes at danse i dine øjne. Et vidne om noget dystert, magisk.. Noget jeg ikke kender til. Men aner. Jeg kan mærke det langt ind under huden. Følelsen er farlig. En farlighed som jeg kun kender alt for godt. Men jeg ved dog ikke hvorfra jeg kender den. Den er der bare. Som en del af dig, en del af mig.
Jeg forstiller mig dig stå foran mig. Høj og mørkhåret. Med det sorte jakkesæt der støver i luften. Du sukker åndeløst og kigger op. Møder mit flagrende blik. Du vil noget. Jeg vil ikke. Og jo jeg vil.. Det er et Paradox der altid må slås i mig. Du løfter måske den ene hånd og rækker ud efter mig. Måske træder jeg nervøst et lille skridt tilbage og du kærtegner min kind. Bli... Læs hele novellen
