Man kunne høre hendes ”Ave Maria” langt nede af gangen. Jeg smilede skævt mens jeg ømmede mit sårede øre. En hestevogn trampede henover brostenene og jeg var lykkeligt uvidende om de forandringer der snart skulle blive virkelige i klosteret. Til morgenmessen skulle ”de uvorne” introduceres for klosterets adelige vintergæst Hertug Richard. Han havde mørke rander under øjnene, gik med kroget ryg og lang koksgrå kutte og havde mørkt fedtet hår og knoglede fingre. Han gik hen til os og så ned på os med kolde og perverse øjne og vi vidste udmærket hvilke tanker han gjorde sig. Jeg mærkede hans fugtige hænder glide igennem mit hår og nedad min hals til han ufrivilligt slap før han nåede mit bryst. Jeg forstår til stadighed ikke hvordan søstrene kunne yde gæstfrihed til sådan en mand, men deres hellighed må have gjort dem blinde for hans bagtanker.
Torsdag blev jeg lukket op på loftet. Endnu engang skulle jeg øve på hymnen, og søstrene havde bedt hertugen om at lede min undervisning efter min sidste optræden. Døren blev låst udefra og der stod jeg tilbage med den slimede hertug og et gammelt usselt klaver. Dyb stilhed truede i rummet da hertugen langsomt trådte nærmere mod min følelsesløse krop. ”Jeg hører... Læs hele novellen
