"Vil du elske og ære ham, til døden jer skiller", lød det fra præsten, og Lis gav sit lykkelige ja. Det var nu fem år siden, og Per og hun holdt stadig sammen. De elskede hinanden og de to børn, der var kommet til i mellemtiden.
Hvad sexlivet angik, kunne man måske ane en vis rutine, men de var da stadig glade for hinanden og dyrkede som regel lagengymnastik et par gange om ugen. I den senere tid havde Lis imidlertid fået den kedelige vane, at hun fandt på undskyldninger, når hendes mand begyndte at få trusseblik.
En lørdag aften, hvor børnene var lagt i seng, og alt åndede fred og ro, havde Per egentlig forestillet sig, at han og Lis kunne hengive sig til de udfoldelser, man som ægtepar pr. definition dyrker, når den sidste krimi på tv er slut, og han begyndte at nusse hende lidt i nakken og lod hænderne glide op ad hendes lår som en diskret opfordring til at gå i seng etc.
"Ikke i aften, skat, jeg har sådan en hovedpine", lød den efterhånden obligate afvisning fra Lis. Per tog hænderne til sig med et suk, og de gik ind i soveværelset. Lis var hurtigt under dynen, mens Per satte sig på sengekanten. Pludselig mærkede Lis, at puden blev trukket væk under hendes hoved og anbragt midt i sengen sammen med Pers hovedpude. "Hvad laver du?" vrissede hun. "Kom lige her og læg dig hen over de to puder", sagde Per. "Jeg vil prøve at kurere din hovedpine". "Lad mig være", fortsatte hun i samme afvisende tone, men blev uden omsvøb løftet hen, hvor han ville have hende. Han trak trusserne af hende og lod hånden glide kærtegnende hen over de to velformede baller, der i denne stilling stak lige op i vejret. Så l... Læs hele novellen
