Hun stod nu ved busskiltet, for hente hende gad han jo heller ikke, jo mere hun tænkte, jo mere sur blev hun. Hun kunne se bussen dreje rundt om hjørnet, regnen silede ned, bussen kom nærmere, hun stod bare og ventede og bestemte hun sig så for, at i dag skulle det være løgn, han måtte selv finde noget mad og opvasken… ja kom hun hjem, skulle hun sku nok tage den! Bussen kørte forbi, og hun stak hænderne i lommen og gik videre, hen af gaden, hun kiggede ind af ruderne i de butikker hun gik forbi, gik bare i sine egne tanker.
Et par gik forbi hende, smågrinende og snakkende. Hold da op, hvor er jeg mæt! Sagde manden. Ja, det var godt mad. Svarede kvinden tilbage. Det unge par forsatte ind ad en gyde og forsvandt. Uhm hun var faktisk også ret sulten, hun kiggede på sit ur, jo havde hun været hjemme nu, så havde madlavningen været i gang. Hun kunne pludselig dufte mad, hun gik efter duften og endte ved en restaurant. Hun smugkiggede ind af vinduerne, det så faktisk ret hyggeligt ud, hun bestemte sig for at gå ind. Indenfor var det sådan lidt gammeldags, mørke træmøbler, lidt krostemning, en mand i klædt en hvid T-shirt og mørke bukser kom hen til hende. God aften! Et bord til en? Sagde han. Ja tak, det ville være dejligt. Smilede hun tilbage. Jamen det finder vi da, sagde han mens han begyndte at gå ned mod bordene. Hun fulgte med, han viste hende til rette, han... Læs hele novellen
