Andersens var det lokale beværtning som også serverede smørrebrød til den kræsne kunde, i en hyggelig rustik stil, som gjorde den populær både til forretning og private frokoster. Jeg havde alligevel frokost pause og savnede egentlig også min gamle ven. Jeg kan huske at jeg endda nåede at tænke, at det nok var hans måde at genoptage den gamle og platoniske form for venskab, da en ny sms tikkede ind. “Jeg forventer at du kommer uden trusser”. Jeg var rystet. Han var altså ude på at fortsætte hvor vi slap. Min umiddelbare tanke var, at så ville jeg overhovedet ikke møde op. Men så kom jeg i tanke om at han jo var i besiddelse af en række, mildest talt komprimenterende billeder af mig. Nej, jeg måtte ned og tale med ham og få de billeder fra ham.
Jeg smed trusserne i en skuffe og tog en kort sort blazer ud over min skjorte og nød forårsluften om mine bare ben i nederdelen. Og kunne egentlig godt lide følelsen af brisen der hvor trusserne plejede at være. Jeg kom ned af trappen til Andersen og skulle lige vænne mig til mørket. Han sad på en bænk op af væggen inderst i den krybtelignende restaurant. Der var fuldt hus. Hans øjne lyste op, da han fik øje på mig og selv om jeg var så vred på ham, kunne jeg ikke lade være at tænke at han da ser lækker ud med sine store lyse krøller og brune øjne og de store hænder som jeg nu vidste hvad han var i ... Læs hele novellen
