Nuvel. Mette var en sød og smuk pige som jeg jagtede lige siden hun flyttede ind på kollegiet. Dvs. mere end to år med skuffelser og genfødt håb når hun strøg fra fyr til fyr, tilbage til mig og videre til en ny fyr. Ikke at jeg kom langt med hende: jeg var en del af hoffet, et sted i den ydre cirkel af beundrere. Mette havde en kælent indsmigrende facon som kunne betage enhver der var så naiv som mig; hun kunne rent bogstaveligt med hovedet på skrå skrue op for kælenhed og smil uden noget besvær overhovedet og få mig til at være verdens centrum. Nogle af drengene kunne stå imod, hovedrystende når de øjeblikkeligt gennemskuede hendes manipulationer, hvorimod hun kunne boltre sig frit blandt os andre tossehoveder. Det er aldrig helt gået op for mig om hun narrede mig eller jeg narrede mig selv. Ærligt talt: hun hjalp godt til. I den sidste ende er der kun mig at bebrejde, at jeg tog mig selv ved næsen. På et tidspunkt var der sågar en af de unge mænd på kollegiet som, efter at have set jeg var interesseret i hende, gav mig en kraftig advarsel da han havde prøvet at være genstand for hendes charmeoffensiv og ingen problemer haft med at stå imod. “Bindegal” var hans ord vist.
Hun havde en forkærlighed for nye drenge der lige var flyttet ind. Hvor vidt hun egentlig gik med de fleste aner jeg ikke, og jeg husker stort set kun den frygtelige angst “så, nu går hun rundt med en ny” og at jeg igen blev totalt ignoreret. Hendes del af kollegiet var i perioder et no-go område, for min egen sjælefreds skyld. Hun har haft det pragtfuldt, midten i en cirkel ... Læs hele novellen
