Besluttede mig for, at mave mig ind bag den bagerste række af mennesker langs bagvæggen. Jo længere jeg kom ind i menneskemængden, desto dårligere en ide virkede det til at være. Der var næsten ingen plads og jeg måtte puffe og skubbe mig igennem rækken af mennesker. Nogen af dem smilede overbærende til mig, andre blev åbenlyst irriteret, men langt de fleste registrerede mig slet ikke.
Endelig viste det sig nogle meter længere henne, helt oppe mod væggen, der var det hul jeg ledte efter. Indtog glad min egen lille plads blandt de mange mennesker, og rettede for en stund igen min opmærksomhed mod scenen og musikken.
”Du står altså på min plads!” – Hørte jeg pludselig en skarp stemme sige. Drejede mit hoved og så dig lige ind i øjnene – lige ind i et par kønne blå øjne. Inden jeg overhovedet kunne nå at falde i staver over øjnene, gentog du og denne gang endnu mere insisterende: ”Du står altså på min plads, du er nød til at flytte dig!” Da jeg ikke orkede, at skulle ud og finde en ny plads, besluttede jeg mig for at give diplomatiet en chance. ”Kan vi ikke begge to være her?” – Forsøgte jeg mig, mens jeg forsøgte at skabe lidt plads, ved at skubbe lidt til den anden side. ”OK, men så står jeg altså forrest, for jeg var her først!” – Svarede du lidenskabsløst, inden du drejede rundt på hælen og ven... Læs hele novellen
