Du indvilger - du skal jo anbringes i historien - og han viser vej ned af en markvej.
I kommer frem til en meget forfalden ejendom, og til din skræk ser du to andre mænd vente på jer, og før du kan tænke klart, har manden drejet bilnøglen og taget den ud.
-Kom med indenfor, siger han med et lumsk smil, det er længe siden, vi har haft et så dejligt besøg.
Du stiger modstræbende ud og kigger på de tre mænd - alle lidt nussede i tøjet og ubarberede - og deres øjne fortæller tydeligt, hvad de tænker på, mens de glor uhæmmet på dig, og lige nu forbander du din lyst til korte, stramme nederdele og højhælede sko, for det er klart, at de opfatter det som et tegn på, at du kan li, at mænd kigger på dig.
-Kom med, min ven, griner den ene, jeg tror, vi kan finde på noget rigtig hyggeligt sammen med dig. Du ser ud til at være til lidt af hvert. Og så må du ellers pænt trippe af sted foran dem over gårdspladsen og ind i det forfaldne stuehus, hvor gamle møbler flyder tilfældigt i stuen.
-Sæt dig, lille ven, griner han og skubber dig ned i en sofa. Han finder et polaroid-kamera frem, og tager et billede af dig.
-Se, vi tænkte, at du ikke vil være så glad for at se dig selv hænge i byens forretninger sammen med os og derfor vil holde bøtte med, hvad vi laver sammen. Selvfølgelig vil du kunne få os spærret inde for kidnapning og det, der er værre, men prisen er nok for høj for en pæn dame som du, så vi satser på, at du er diskret bagefter.
Du svarer ikke.
-Jeg tager din tavshed som bekræftelse på vores lille 'aftale', griner han. Tag lige og spred lårene, så jeg kan få et godt billede op under den lille nederdel.
Du kigger tryglende på mændene, men de griner kun og placerer sig foran dig, så de kan få det hele med, og langsomt spreder du benene, m... Læs hele novellen
