Kolonihaven

Pludselig er der en stemme som siger "hej nabo". Hun sidder på hug og er i gang med at beskære roser og registrerer dårligt nok sine omgivelser, inden hun pludselig fatter, at det jo er Ham som står på den anden side af hækken med et stort smil. ”Var det ikke noget med en kold øl sådan som du knokler?” Hun havde rent glemt, at han så så godt ud! Særligt som han står dér med et bredt smil i det allerede forårsbrune ansigt. Hun retter sig op, og siger ”øh jo det ville da være dejligt, så kan vi passende dele min madpakke. Dér er rigeligt mad til to.” Carpe diem. Det er med at benytte sig af muligheden, når den i bogstaveligste forstand bliver serveret på et sølvfad! Få øjeblikke efter står han i hendes have med nogle øller og en buket påskeliljer samt ... Læs hele novellen