Et par kilometer før slæbestedet kørte jeg igennem landsbyen. Lille sted: en bager, en købmand og en gammel kirke. Det var stort set alt.
Lige inden for bygrænsen fik jeg øje på en bekendt. Eller rettere, jeg havde nær fået hende på køleren. Hun lavede et ret mærkeligt sving tværs over vejen, lige foran mig - jeg fik trykket både bremse og horn i bund samtidigt. Det gav et spjæt i hende, så hun nær var røget af cyklen. Hun havde allerede åbnet munden for at fortælle mig et eller andet, så genkendte hun mig, et sekund før jeg så hvem hun var.
"Hva søren laver du her?"
"Bor du herude?"
"Arbejder du stadigvæk det skrækkelige sted?"
"Hvad laver du..?"
Og så videre - to gamle kolleger der mødes efter et par år. Vi havde siddet i samme afdeling på en noget underlig fabrik, før hun forsvandt for at gå på handelsskole, og jeg fandt noget andet at bøvle med. Så snakken gik lystigt, upåvirket af alle de surt udseende tyskere med campingvogn som prøvede at mase sig forbi på den snævre vej. Indtil hun kiggede bag ved min bil og spurgte "Hvad er det?"
Hun havde nok set en gummibåd før, men ihvertfald ikke som min.
"...Fem en halv meter lang, med blah blah og blah blah. Bygget til blah blah blah..." Jeg elsker at blære mig med den båd.
"Hmmm... Jeg havde tænkt på at ta' til stranden... Gi'r du en sejltur?"
Selvfølgelig. Det er sjovere et par stykker, end at sejle alene. Hun smuttede ind til huset, rumsterede et par minutter, og kom ud med nogle dåsecolaer og en strandtaske fyldt til randen med altmuligt - enten var hun lynhurtig til at pakke eller osse lå det meste klar i forvejen. Ind i bilen og afsted.
Undervejs gik snakken. Hun havde fundet et sekretærjob, ku' få økonomien til at hænge sammen, og havde fået sine to knægte a... Læs hele novellen
