Hele morgenen havde været underlig, jeg mente at kunne fornemme at nogen kiggede på mig, og hver gang jeg kiggede rundt i klassen, så fangede mine øjne Zenias øjne – Jeg blev helt varm ved tanken – Hun, klassens søde pige, kiggede på mig – jeg var ikke noget særligt, synes egentlig ikke engang jeg havde udseendet med mig, og jeg havde aldrig været den udfarende type, og havde ikke haft mange kærester – nu skrev vi næsten juleferie i 9 klasse, og jeg havde bare haft denne underlige følelse hele morgenen. Zenia – Selv navnet lød exotisk – Zenia gik i min klasse, var mulat, med de skønneste øjne og et dejligt sind – en pige helt udenfor min liga… troede jeg.
Jeg havde haft denne fornemmelse hele morgenen, og hver gang jeg havde kigget rundt, havde hendes og mine øjne mødtes – efter 4 time kom hun hen til mig og stak mig et stykke papir i hånden inden hun lynhurtigt var ude af døren til klassen – jeg kiggede mig omkring for ligesom at sikre mig at ingen kiggede mig over skulderen, og for at se om folk havde opdaget at hun havde givet mig noget – jeg fornemmede at ingen havde set noget, så jeg åbnede forsigtigt hånden, foldede papiret ud og så hvad hun havde skrevet ”Mød mig på scenen, bag tæppet – i fællessalen – der gik et gys igennem mig – skulle jeg møde Zenia, alene, og så endda på et så afsides sted – jeg rejste mig roligt og fattet og gik ud af døren, jeg kom ud på gangen, og begyndte at småløbe ned imod fællessalen – Da jeg kom derned var der heldigvis tomt. Jeg fik op på scenen, og kiggede forsigtigt ind bag gardinet bange for at der enten ikke var nogen, eller at der stod en hel flok der ville tage pis på mig.
”Hej Søde” lød det derindefra, det var Zenia. Jeg kiggede mig omkring, og kunne konstatere at hun var alene. ”Jeg er glad for du kom” sagde hun, mens hun rejste sig og gik imod mig. Hun tog min hånd og trak mig med ind, og vi satte os på en so... Læs hele novellen
