Væsnet havde en muskuløs overkrop, som bugtede sig igennem de hvide bølger, og skinnede i solens sidste stråler, øjnene strålede som tusinde diamanter, og da Cedric var tæt nok på, kunne han se havmanden, ja, for en havmand det var det sørme, smile et fantastisk smil, som oplyste hele hans ansigt. De perfekte hvide tænder skinnede om kap med hans øjne, og vandet på hans krop. Cedric gik længere ud i vandet, hele hans krop sitrede af begær efter dette han væsen, så perfekt og uskyldig, og urørt af menneskeligheden. ’’Vær hilset’’ råbte havmanden svagt, ’’mit navn er Jådvenelius hvad bringer dig dog hid til min sø?’’ Cedric missede med øjnene i håb om at kunne se havmandens ansigt igennem hans skinnende øjne og tænder, men til ingen lykke. ”Hvad pokker” tænkte Cedric lystent. ”Jeg er egentlig ligeglad med hans fjæs når alt andet er så shiny, for ligesom skaden bliver jeg tiltrukket strålende sager, og den... Læs hele novellen
