Udenfor blev regnen ved med at falde i ufattelige mængder, og jeg undrede mig over, hvorfor vejene ikke var blevet oversvømmet og lukket af for længst.
Jeg drejede mit hoved til venstre og så min redningsmand, som havde reddet mig fra at skulle gå resten af vejen hjem, som sad og smilte til mig:
"Hvor skal du hen?" Spurgte han og blev ved med at smile til mig, på den faderlige og trygge måde...
"Jeg skal bare hjem..." Sagde jeg og rettede på mit tøj, som var gennemblødt fra top til tå.
"Nærmere betegnet?" Spurgte manden, ikke irriteret men stadig bare flinkt og trygt, mens han kiggede sig selv i bagspejlet og rettede på sit mørke hår.
Jeg rødmede da jeg fandt ud af hvad han mente, og undrede mig over, hvorfor jeg havde regnet med at manden kendte vejen til mit hjem...
"Det er..." Jeg tænkte mig om, da jeg ikke ville give min adresse væk til en fremmed - som jeg allerede havde haft tiltro nok til, at have taget imod liftet, selvom mine forældre altid havde været mod sådan noget -, så jeg sagde bare, at han kunne sætte mig af ved Frederiksund station...
Manden nikkede og satte bilen i gear og begyndte at køre...
Jeg sad og baksede med mit tøj, som sad tættere og tættere ind til min slanke teenager, da jeg lige pludseligt mærkede mandens hånd på min brystkasse. Først og fremmest havde det givet mig et stort chok, lige pludselig at have en hånd på mig, men derudover skræmte det mig også, at jeg var blevet tændt i det sekund berøringen havde fundet sted...
"Hov undskyld, det var ikke meningen at skræmme dig, men ville bare mærke hvor våd din trøje var; du kan bare tage den af og smide den om på bagsædet, der er jo ikke andre end os to, og vi skulle jo nødigt have at du blev syg..."
I et kort øjeblik var jeg mistroisk og kom vidst til at stirre lidt for indtrægende på ham, men så sendte han mig igen det smil, som overgav al min tillid til ham; jeg tog trøjen af, smed den... Læs hele novellen
