Vi rejser os samtidigt og begynder at gå hen mod stien.
”Jeg hedder for resten Mikkel,” siger han så og strækker hånden ud mod mig.
Jeg tager den og svarer:
”Hej Mikkel, jeg hedder Henrik.”
”Hej Henrik,” siger han og smiler.
Vi begynder at løbe, og løber ved siden af hinanden de sidste par kilometer ned til parkeringspladsen foran kollegiet hvor min bil holder.
”Skal vi aftale at løbe igen en af dagene, eller skal vi ringes ved?” spørger jeg, mens vi står og strækker ud.
”Du må gerne få mit nummer,” siger han, ”men jeg har ikke pen eller papir på mig.”
Jeg finder bilnøglen frem fra lommen i mine shorts og siger:
”Jeg har det her i bilen, vent.”
Jeg finder en blok og en kuglepen og rækker det til Mikkel. Han skriver sit nummer, og da han giver mig blokken tilbage, skriver jeg mit mobil nummer på en side og river den af giver den til ham.
”Fedt,” siger han mens han folder sedlen.
”Jeg løber nok igen i overmorgen,” siger jeg så, ”du kan jo give et ring hvis det passer dig den dag.”
”Det er jeg ret sikker på at det gør, jeg er næsten hjemme hver aften, men jeg ringer til dig i morgen.”
Vi smiler lidt genert til hinanden mens jeg sætter mig ind i bilen og vi tager afsked.
Jeg betragter Mikkel mens han langsomt går hen mod opgangen i kollegieblokken, og jeg smiler lidt for mig selv. Jeg er glad for at have mødt en som jeg kan løbe sammen med, og der er noget ved mødet med Mikkel som minder mig om de kammeratskaber som jeg havde med jævnaldrende, da jeg var i hans alder og yngre. Jeg er bevidst om at jeg er mindst ti år ældre end ham, men alligevel føler jeg et eller andet sted at vi har noget til fælles, men jeg kan ikke helt sætte fingeren på nøjagtigt hvad.
