Det problem blev løst, da det lidt efter bankede hårdt på min dør. Ringeklokken er også elektrisk, så den virkede heller ikke. Det var den unge kvinde, der bor i nabohuset sammen med sin søster og deres mor. Hun havde et tæppe omkring sig. Jeg kunne se, at hun var skæmt fra vid og sans. Kom indenfor, sagde jeg og slog ud med hånden, da jeg i stearinlysets skær havde set, hvem det var. Hun tog glad imod tilbudet. Ja, undskyld, hakkede hun med klaprende tænder. Men jeg ville høre, om jeg kunne låne et par stearinlys, jeg er nemlig alene hjemme, og det er lidt uhyggeligt i alt det mørke og sådan.
Selv med et tæppe svøbt om sig og i skæret fra et stearinlys så hun sød ud. Bare den korte tur fra hendes hus og over til mig, havde gjort hendes hår vådt, og det strittede i alle retninger. Kom med ind og slå dig ned, indtil vi har fået strømmen igen, sagde jeg. Jeg har masser af stearinlys, og jeg har varm kaffe på kanden. Det nåede jeg heldigvis lige at lave, inden strømmen røg.
Det var selvfølgelig det, hun havde håbet på, for hun var vist rigtig bange for at være alene i mørke og tordenvejr. Hun virkede ellers som en ung kvinde, der kunne klare det meste, men måske havde hun et blødt punkt lige her. Hun er godt 25, hedder Victoria, og hun læser på universitetet, mens hun samtidig tjener lidt håndører ved at være fitnesstræner.
Hun fulgte mig ind i stuen, hvor jeg hurtigt tændte 8-9 stearinlys og en olielampe. Stuen blev pludselig helt ... Læs hele novellen
