Jeg mødte som sædvanlig klokken 16.00. Gik ud og hængte overtøjet på en knage. Da jeg stak hovedet ud i køkkenet, blev jeg lettere overrasket, da Marie stod og var ved at vaske op.
”Jamen hej,” sagde jeg, ”jeg troede, du først skulle komme klokken seks.”
”Det var egentlig også meningen, men Bøffen ringede og overtalte mig til at komme halv fire.”
”Bøffen” er vores chef. Han gider ikke at blive kaldt ”Chef” eller ”Boss”, og hverken mig eller Marie kan udtalte hans navn ordentligt, så det endte bare med, at han kom til at hedde Bøffen.
”Værs’go!” blev der råbt ude fra butikken. Det var mit stikord, til at jeg skulle bringe mad ud. Jeg tog bilnøglerne, og fik 100 kroner i byttepenge, og så var jeg afsted.
Da jeg kom tilbage, var butikken fyldt med kunder. Marie var ved at betjene en ældre dame kunne jeg se, og mens hun noterede den bestilling, damen gav hende, var der en halvfuld mand, der henvendte sig til mig.
”Hvae...må man have lov at bestille, eller skal jeg bare dø af sult?” råbte han.
Inden jeg nåede at svare, vendte han sig mod Marie.
”Du ser sguda meget sød ud. Vil du høre, hvad jeg vil have at spise, eller skal jeg fortælle dig det hjemme i min lejlighed?”
Han tog sin ene hånd op af lommen. Den var møgbeskidt, og med pegefingeren lavede han et ”kom herhen-” tegn til hende.
Jeg kiggede hurtigt på Marie. Hun havde et noget nervøst udtryk i ansigtet. Bøffen kom til, og trak manden til side. Han fik forklaret meget bestemt, hvordan man snakker til hinanden, og det endte med, at den fulde mand gik ud af butikken, vrissen og fornærmet.
Jeg gik op til Marie og sagde dæmpet: ”Kom ud bagved, når der ikke lige er nogle kunder at betjene.”
Jeg gik selv ud i køkkenet og tog mere opvask. Kort efter kom Marie ud.
”Føj, hvor var han klam!” udbrød hun. Jeg kunne se på hende, at hun var lettet over at få det sagt.
Vi snakkede i et stykke tid om... Læs hele novellen
