”Hvae...må man have lov at bestille, eller skal jeg bare dø af sult?” råbte han. Inden jeg nåede at svare, vendte han sig mod Marie. ”Du ser sguda meget sød ud. Vil du høre, hvad jeg vil have at spise, eller skal jeg fortælle dig det hjemme i min lejlighed?” Han tog sin ene hånd op af lommen. Den var møgbeskidt, og med pegefingeren lavede han et ”kom herhen-” tegn til hende.
Jeg kiggede hurtigt på Marie. Hun havde et noget nervøst udtryk i ansigtet. Bøffen kom til og trak manden til side. Han fik forklaret meget bestemt, hvordan man snakker til hinanden, og det endte med, at den fulde mand gik ud af butikken, vrissen og fornærmet. Jeg gik op til Marie og sagde dæmpet: ”Kom ud bagved, når der ikke lige er nogle kunder at betjene.” Jeg gik selv ud i køkkenet og tog mere opvask. Kort efter kom Marie ud. ”Føj, hvor var han klam!” udbrød hun. Jeg kunne se på hende, at hun var lettet over at få det sagt. Vi snakkede i et stykke tid om hændelsen. I starten var hun meget hidsig, men efterhånden slappede hun af.
Timerne gik, og der blev færre og færre kunder. V... Læs hele novellen
