Det var en rigtig fed lejlighed, jeg havde fået. Via forbindelser, selvfølgelig. Min mors bedste veninde. Lejligheden lå på fjerde sal, og det var virkelig noget gammelt bras, det hele. Men man får jo ikke så meget for 3500 om måneden, så jeg var lykkelig.
Jeg havde ikke ret mange møbler og slet ingen gardiner. Så jeg var godt klar over, at mine genboer ikke behøvede at gå i biografen. Hvis de ville have ”underholdning”, der var nogenlunde lige så skægt som en finsk film, kunne de bare sætte sig ved vinduet og glo over på mig. Lidt kedeligt i længden, sikkert. Men afstanden mellem dem og mig var ikke ret mange meter.
Hende, der boede skråt til højre overfor mig, lærte jeg ret hurtigt at kende. Men kun ganske overfladisk. Vi havde mødtes et par gange hos bageren om morgenen og også inde i kiosken, hvor vores myreflittige pakistaner solgte os den daglige ration af smøger. Hun røg tyve røde Look hver dag. Jeg ryger Kings.
Vi var nået til det stadium, hvor vi vinkede til hinanden, når vi passerede vores vinduer samtidig eller stod og kiggede ud af dem på samme tid. Vi kunne sagtens have åbnet vinduet og ført en helt almindelig samtale uden at råbe. Så tæt lå bygningerne. Det eneste problem i det var, at det var januar og pissekoldt. En bidende vind fejede ind mellem boligblokkene.
Det var nok netop det faktum, at det var januar, der sagde mig, at der var noget galt, da det begyndte at lyne en aften. Det kunne ikke passe. Og det gjorde det da heller ikke. Det var blitzlys ovre fra nabopigen. Igen og igen.
Mindst hundrede blitzlys blev affyret, inden det holdt op. Da den, der fyrede blitzen af, var cirka halvvejs, blev jeg pludselig opmærksom. For selvom der var trukket gardiner for lejligheden, ... Læs hele novellen
