Hvem var han egentlig, og hvordan så der ud hvor han boede? Jeg var lidt nervøs og viste ikke om det var en god ide at mødes, men det rykkede vildt og voldsomt i mig for at finde ud af om han var sådan som jeg havde et billede af ham i mit hovede. Nogen gange danner man sig et billede og man kan blive meget overrasket når man så kommer tættere på folk og ser hvordan de virkelig er.
Jeg havde ganske vist truffet ham nogle gange, men det var gennem arbejde og så til et par fester. Og tit går hjernen ud, når sprutten går ind. Men vi havde udvekslet e-mail adresser, og de var blevet brugt flittigt ligesom vi ofte havde fundet hinanden på Messenger. Og nu var tidspunktet kommet hvor vi skulle mødes.
Jeg skulle til et møde i den anden ende af landet, og det var ikke mere end en halv times kørsel fra hvor han boede. Så han havde foreslået, at jeg istedet for at betale en halv bondegård for at bo på hotel, skulle komme og spise og sove hos ham. Han havde et gæsteværelse jeg kunne låne, og det havde jeg sagt ja til.
Ved 17-tiden var jeg ved hovededøren til hans lejlighed og havde det egentlig fint med at skulle tilbringe en nat i hans hjem. Jeg var spændt på hvordan det ville gå, og lad mig sige det på denne måde: Hvis han prøver at hoppe over min seng, kommer han ikke over.
Han var sød, så skide godt ud og havde de flotteste øjne. Jeg havde aldrig rigtig fundet ud af hvilken farve de havde, men hver gang jeg havde kigget i dem havde jeg brug for en redningsvest. Jeg var simpelthen solgt, solgt for første bud.
Jeg havde fået tilsendt mange billeder af ham, og det var svært at sige på hvilke han så pæneste ud, for han er pæn uanset hvad han gør og hvad han tager på. Jeg havde dog en ide om at han nok var pænest i adams kostume.
De gange vi mødtes og når vi skriver sammen er han altid rolig. Som om at selvom om det hele skulle brænde på, så ville han stadig have overblik over sitiutationen. Det ... Læs hele novellen
