Klokken var næsten et om morgenen, og et eller andet sted over trækronerne var månen på vej over himlen, mirakuløst uhindret trods de store, tunge skyer på dens vej. Nede af den smalle sti begyndte en skikkelse langsomt at dannes ud af skyggerne - en høj, relativt slank skygge, der øverst endte i en kasket - og træde hen mod ham. En fremmed i enhver betydning af ordet, nærmest umenneskeliggjort af den ansigtsløse fremtræden i tusmørket. Bevægelsen var langsom, men målrettet, og indenfor få sekunder stod de overfor hinanden på stien gennem mørket og utydelighedens skygger. En hånd gled rundt om et liv, en anden omkring en nakke. En tredje fandt sin vej op under en trøje og henover en brystkasse.
Så pludseligt, som var det del af en indviklet koreografi, vendte de begge om og gennem kanten af skyggerne banede de sig beslutsomt ind gennem krat og træer ind i vildnisset. Væggene af organisk mørke omsluttede dem, og isolerede dem fra den anden virkelighed udenfor. Hænderne bevægede sig igen som ved mødet på stien, men denne gang var der ingen afbrydelse; blot en række glidende bevægelser, berøringer, greb. Lyden af tunge åndedræt blandede sig langsomt med bladenes raslen, på samme måde som følelsen af varme hænder blandede sig med skygge-grottens kølige fugtighed omkring dem. Ingen personligheder; blot berøring, åndedræt, liv.
En knap blev åbnet ... Læs hele novellen
