Jeg har ikke haft mulighed for at skabe mig et privatliv, som andre i min alder, eller skulle jeg være helt ærlig, så kunne jeg sige, jeg har ikke fået lov, til at finde mig en god mand og gifte mig med ham, skabe mig en familie og leve mit eget liv, som andre piger, på min alder gør og har gjort i mange, mange år.
Kort efter jeg var kommet til verden, blev mine forældre dræbt ved et uheld, deres flyvemaskine blev skudt ned, det var i begyndelsen af anden verdenskrig og jeg var ikke fyldt et år, da min moster og onkel adopterede mig, min moster som havde mistet sin lillesøster, som var hendes et og alt og som ikke kunne acceptere dette tab, gav den kærlighed, hun nu havde mistet videre til mig, med det resultat at hun forgudede mig og ingen andre skulle komme mig nær, så efter få år, lod hun sig skille og opdragede mig, som sin egen lille dukke.
Jeg husker i hele min barndom, at jeg var mors lille dukke, hun sagde det til mig, klædte mig som en lille prinsesse, opdragede mig til altid at være fin, sidde pænt, spise pænt, med kniv og gaffel, spørge inden jeg gjorde noget, fik altid ros, når andre var til stede men utroligt mange ris, når vi var alene.
Hun var selv opdraget meget strengt og derfor gik hun til den samme opdragelse af mig, selv om mange fortalte hende at hun var for streng, så lod hun ikke andre komme mig nær og påførte mig dermed et traume og en kærlighed, som jeg kun kunne leve op til, på én måde, være mors lille dukke. Og leve og gøre, som mor sagde.
Jeg fik ikke lov til at lege med de piger, som jeg kunne lide, hun valgte de veninder jeg skulle lege med og lige sådan blev det, da jeg voksede op. Når skolen skulle på udflugt, enten var mor med, på selve denne skovtur, eller også... Læs hele novellen
