Nytårsaften. Kl. to om natten. Ny rute, som jeg endnu ikke kunne udenad. For kun et par timer siden var det champagne og kransekage, nu stod jeg med cyklen mellem benene og fumlede med min budbog i gadelampens skær på en mørk sidevej. Sikke et møgjob! Men om halvt års tid var jeg færdig med mit studie, og så var det heldigvis slut med aviser.
Pludselig kom de rendende ingen steder fra. Tre drenge i seksten-sytten års alderen. Den ene begyndte at hive aviser op af min budtaske og smide dem ud på vejen, den anden lavede en form for karatespark ud i luften i betænkelig nærhed foran mit ansigt, mens han grinede fjoget. Nummer tre, som jeg straks opfattede som deres leder, gik direkte hen til mig og spurgte vredt, mens han åndede spritus ud i hovedet på mig: ”Er du ham oppe fra Ordrup? Må jeg se dit ansigt! Er du ham der fra Ordrup?”
Det var hurtigt gået op for mig, at de troede jeg var en af deres jævnaldrende. Jeg er ikke så høj og havde min anorakhætte snøret helt sammen foran ansigtet for at holde frosten ude. Jeg mindede åbenbart desværre om en fra Ordrup, som de havde et mellemværende med. Efter den første overraskelse blev jeg panikslagen. Hvor farlige var de? Hvad ville de? Det var åbenbart tre drenge, der havde været ude og fejre nytår sammen og var blevet fulde og aggressive. Men Gentofte var jo et såkaldt pænt kvarter, og de var ikke særligt gamle. Kunne pæne folks børn også være overfaldsmænd?
Jeg kunne være nået at hoppe op på pedalerne og cykle væk i fuld fart. Er der optræk til bank så stik af! Jeg fatter den dag i dag ikke rigtig, at jeg turde, men jeg gjorde lige det modsatte. Med pulsen på 200 og med en vild, brændende, fornemmelse, som når man lige har satset alle pengene på rødt, kiggede jeg lige ind i ansigtet på lederen: ”Nej din lille pikslikker! Jeg er ikke ham oppe fra Ordrup. Jeg er en voksen mand, der forsøger at passe mit arbejde, så vil du ikke nok skrubbe af og tage dine små venner med dig... Læs hele novellen
