Hun står lidt foran døren til kælderen. Det er koldt og døren er skrammet, der er øvet hærværk, tegnet og malet på den. Små brandmærker, ridser, udtrådte cigaretskod på dørtrinet. Her bor nogen hun definitivt ikke må lege med, og hun mærker nervøsiteten som en mellemting mellem fysisk sitren, forventning og kvalme i mellemgulvet. En dunkende svaghed i hele kroppen, som samler sig mellem hendes ben og lader afslørende, blank, hvid væske vise sig mellem læber, som hun véd, skal spredes om et øjeblik. Hun har sat ham i stævne, men kender ham ikke. De har skrevet frem og tilbage i dagevis, har en fælles forbudt kurs - men hvem han er, har hun ingen jordisk anelse om. Det er heller ikke vigtigt, for rummet er mørkt. De kommer aldrig til at se hinanden. Det har han lovet hende. Men hun er bevidst om, at hun løber en risiko. Ingen véd, hvor hun befinder sig - og ingen kan komme hende til undsætning, hvis det viser sig, at hun er på afveje. Måske er det hele hemmeligheden. At ingen kan komme hende til undsætning. At hun er helt i en andens magt. Og kan blive taget, præcis, som det passer ham.”Jeg skal ud med en veninde, det bliver måske lidt sent. Det er ikke nødvendigt at vente på mig”, siger hun til ham, som hun plejede at kalde sin elskede, mens hun gør sig klar til at forlade deres fælles hjem, hvor den trygge, men forudsigelige stemning af hygge spreder blå skygger ud over hele hendes synsfelt og kolliderer med de røde skygger i hendes baghoved - de hemmelige farver, som symboliserer alt det man ikke må.
Hans øjne brænder sig ind i hendes. Kun et sekund, men så intenst, at hun må kigge væk. Han kender hende. Det duer ikke. Hun må ud.
” Vi ses snart, pas godt på dig selv, skat”, siger han – og pludselig, helt uretfærdigt - efter måneders forvirret længsel, genkender hun den dér stemme, som fra starten virkede helt hypnotiserende på hende.
Hun siger farvel med en smag af fremmed, koldt metal i munden, som ikke lader sig skylle ud…selv ikke, da hun stopper op, går ... Læs hele novellen
