En særlig opførsel ved Anne gjorde, at Emilie altid fik lyst til at gøre sig umage, og hvis hun blev irettesat, kunne det nærmest bringe hende til tårer af raseri og gjorde altid, at hun så løb lidt stærkere næste dag. – Jeg sover overhovedet ikke, eller jo, jeg mener undskyld. Jeg var til stor familiefest i går og … Altså, jeg sov ikke, jeg var bare lige væk et øjeblik, jeg… Anne lod hende stege lidt i undskyldningen, mens hun kiggede på hende med et særligt blik. Hun sagde ikke noget, hun kiggede bare, så nærmest tilfreds ud.
Emilie blev usikker, hvad var det for et blik? Var hun ikke gal mere? - Jeg gør det aldrig mere, sluttede Emilie sin talestrøm. Og kiggede Anne lige i øjnene. Hvad var det for et udtryk? Det var et intenst, nærmest nydende blik. – Jeg vil godt se dig på mit kontor om fem minutter. Emilie mærkede rødmen blusse op i kinderne. Hun kiggede rundt for at se, om nogle af de andre havde hørt samtalen, men alle var travlt optagede af deres eget. – Emilie: fem minutter. ”Hvor er du våd, lille skat, kom det fra Anne, og Emilie følte igen anerkendelsen som et varmt omslag. Anne gned blidt omkring Emilies klit, og Emilie knurrede og stønnede af velvære.”
Og så vendte Anne Hoffmann om i sit figursyede jakkesæt, mens hendes spidse sko banede vejen ind til højborgen. Chef... Læs hele novellen
