Hold kæft, hvor var hun åndssvag. Min kæreste. Hun var flippet ud over, at jeg havde glemt at købe gas til vores campingblus, og at jeg jo ”aldrig kunne gøre noget rigtigt”. Vi var taget til Roskilde Festival sammen for første gang og vi havde ikke været der i 24 timer, før vores i forvejen skrantende forhold led endnu et knæk på grund af absolut ingenting. Længe havde vi ikke lavet andet end at stikke til hinanden og irriteret hinanden til et punkt, hvor det ikke var sjovt mere. Derfor var det måske også at udfordre skæbnen at lukke sig inde i 5 dage i et 6 kvadratmeter stort telt. Vi havde købt billetterne for lang tid siden, og jeg ville af sted, for jeg VILLE se The Cure, som var, og er, mit absolutte favoritorkester. Min kæreste var ikke nødvendigvis begejstret for dem, men havde valgt at tage med alligevel. Da jeg nævnte at vi jo for fanden alligevel ikke måtte bruge vores primus på teltpladsen, slog det åbenbart klik for kællingen, som skred, og lod mig vide, at hun først ville se mig igen mandag, og jeg da for resten kunne hygge mig med min lorte festival og ”lorte Cure”. Jeg surmulede en halv dag, inden jeg besluttede mig for, at denne episode ikke skulle ødelægge min festival. Mit eneste problem, var at jeg nu var mutters alene og egentlig bare havde lyst til at drikke en god stak bajere med nogen af gutterne. Men de var her ikke. Ingen af mine venner var med i år, så det havde egentlig bare været mig og kæresten. Nu var jeg alene og gik rundt på pladsen fra koncert til koncert, fra bajer til bajer. Sådan gik jeg nok rundt i fire fem timer, da der pludselig var en der råbte efter mig. Jeg vendte mig om for at se hvem fanden kendte mig blandt de 90.000 der var på festivalen. En ung fyr kom smilende hen imod mig og i første omgang kunne jeg ikke lige genkende ham. Pludselig genkendte jeg ham. Det var en af mine kammeraters lillebror Lukas. Han var vel nok en syv otte år yngre end mig. Omkring de tyve. Lukas havde altid været en livlig knægt, der dog efter vo... Læs hele novellen