Han huskede tilbage til sommeren før.
I slutningen af august var sommeren på sit højeste. Han nød den tunge varme som asfalten afgav. Her, midt i Paris, slog han sine folder som arkitekt i et lille ingeniørfirma. En aften ved 20-tiden, gik han og nød storbyen, der gjorde sig klar til nat. Forretninger satte affald ud til afhentning på gaden, folk, der var på vej til restauranter slentrede forbi, unge mennesker hastede højlydt af sted på vej i biografen. Ved døråbningen til sin yndlingscafé stod så denne skønhed, og han bemærkede hendes parfume, da han med et ”undskyld mig” kantede sig forbi hende. Han gjorde en hurtig, hilsende bevægelse med hovedet og blev ligesom slået i ansigtet af et smil, der kom indefra. Et personligt smil. Et unikt smil.
Hendes øjne strålede. De var brune. Hendes ene fortand var en smule bredere end den anden. Håret var mørkebrunt og hun bar, så vidt han kunne se, ingen make-up. De to sekunder han havde været tæt på hende gjorde ham helt ør, og han satte sig fortumlet ved sit stambord, og den smilende servitrice med det rappe blik, lagde straks mærke til hans forandrede tilstand. Hun udbrød: ”Pierre, du er hårdt ramt!”.
Til hans store skræk, og dybeste lettelse, kom hun også ind i det lille lokale, i selskab med en køn, ung mand. De satte sig nogle borde væk, og endnu engang badede han i hendes duft, da hun gled forbi ham i en dyborange kjole, der gik til lidt ned over knæet.
På mirakuløs vis bemærkede hun ham fra døråbningen tidligere, og benådede ham et venligt nik. Han drak sin cappuccino – mens hun tjekkede ham mere ud. Hun var blevet n... Læs hele novellen
