Hun hadede overfyldte busser. Hadede at skulle stå og være prisgivet chaufførens nervøse trækninger og medpassagerenes velvilje, men især hadede hun lige nu, at have hænderne fulde af indkøbsposer. Der var ingen stang at holde fast i, i nærheden – kun de højtsiddende stroppe, der ville kræve, at hun nærmeste stod på tæer. Varmt var det også og hun skulle langt så tilsidst overgav hun sig og stillede poserne fra sig på gulvet mellem benene som hun blev nødt til at sprede for at give plads til alle pakkenellikerne og rakte hånden op. Mørket udenfor havde for længst gjort vinduerne til spejle i bussen og da hun fik øje på sig selv, stående der med armen rakt op kom hun uvilkårligt til at huske, hvordan hun sidste nat havde ligget med armene strakt over hovedet, mens hendes kæreste med den ene hånd havde holdt dem fast og med den anden havde kærtegnet hendes kusse. Erindringen fik blodet til at dunke hurtigere og hun mærkede hvordan hun blev våd mellem benene. Hun lukkede øjnene og hengav sig for et kort øjeblik til mindet, men måtte hurtigt åbne øjnene igen, da hun hørte sig selv stønne sagte. Bussen var så tætpakket, at hun ikke behøvede at bekymre sig om, at nogen skulle kunne se safterne drive ned ad benene, hvilket de snart ville gøre, hvis hun ikke snart fik tankerne hen på noget andet. Bussen stoppede – asen og masen, folk der ville af og på, en rykken frem og tilbage og hun blev igen irriteret. Én skubbede så meget, at hun blev nødt til at række den anden arm op for at holde fast og i det samme var der en der passerede så tæt, at han fik kjolen til at løfte sig – kun lidt og kun ganske kort, men hun vidste, at sad der nogen bag hende og havde de kigget, ville de have haft frit udsyn til hendes bare balder. Et ordentlig ryk og bussen satte i gang igen. Hun ville kigge ud ad vinduet, men mødte kun sit eget spejlbillede blandt en masse andre mennesker. Hun lukkede øjnene og ville forsøge at slappe af og lade være med at hidse sig op over situationen. Pludselig forn... Læs hele novellen