da jeg for 3gang på en uge står med et dækket bord, levende lys og en brændende længsel efter ham og får et opkald der siger, når først sent hjem, du skal ikke vente oppe på mig.
kommer trods og rastløshed op i mig på styrke 110. sætter mig og tænker og får overbevist mig selv om at det er på tide at gå i byen med veninderne, ringer rundt og fanger 3 af dem, aftaler at mødes inde i byen, jeg gør mig i stand og ringer ham op, spørg ikke, om det er i orden jeg går, men meddeler ham at jeg går i byen, hører hans stemme blive lidt mere skarp da han siger nej, men lægger røret på, konsekvenser kommer senere, men lige nu er jeg bare opsat på at komme ud af døren, så jeg går.
dejligt at se veninderne,tænker jeg skulle være gået for flere dage siden, vi morer os dejligt, fest og farver hele natten, tideligt om morgenen får de 2 af veninderne en sms af deres respektive kærester og som de søde piger de er, tager de hjem med det samme,har slukket for min egen og jeg har ikke så travlt,tænker at det, der vil ramme mig, gør det uanset hvor længe jeg bliver væk, så blir hos den sidste af veninderne. vi går på morgenværsthus og drikker kaffe og spiser morgenmad. jeg begynder at blive ædru og tænksom, tænker at jeg i første omgang, vil slippe bedre fra min lille bytur, hvis jeg ikke kommer alene hjem og
overtaler min veninde til at tage med hjem til en kop kaffe, vi når hjem og da jeg lukker døren op ,er lejligheden fyldt med levende lys
der næsten er brændt ned, jeg fyldes med glæde og tænker at han endelig er blevet opmærksom på at jeg har følt mig temmelig forsømt, og får lidt dårlig samvittighed over at jeg er gået selv om jeg fik nej, vi lister ud i køkkenet og laver kaffe, og tager den med ind i stuen, jeg går mod soveværelset, stopper da jeg hører hans stemme, forviret hvem taler han med?. skub... Læs hele novellen
