Kupeerne var stopfyldte. Jeg blev nødt til at sætte ind ved siden af en halvgammel fyr, der lå med hovedet mod ruden og snorkede stille. Lige over for mig sad en kvinde. Hun måtte være i 40’erne; men havde stadig en form for ungdommelig glød over sig. Skulderlangt, mørkt hår og grønne øjne. Hun bar en tætsiddende trøje, der fremhævede en stor C-skål. Pladsen ved hendes side stod tom.
Jeg kiggede over på hende. Hun så faktisk godt ud. Jeg lod min hånd glide til min lomme for at finde min MP3-afspiller. Jeg havde lært af dyrekøbte erfaringer, at man bliver nødt til at have musik med, når man kører fra Århus til København. Ellers bliver tiden for ulidelig lang. Men jeg fandt den ikke – den måtte ligge derhjemme på mit køkkenbord eller på gaden et sted.
Igen så jeg over på kvinden, og jeg fangede hendes øjne: Hey, det er en lang rejse, hvis man bare skal sidde alene og kigge ud i luften – og så tænkte jeg, at du virker sød og som en, jeg godt ville snakke med”. Hun smilede, sagde ”tak, i lige måde” og spurgte om mit navn. ”Nicolai” svarede jeg og smilede skævt ud ad mundvigen. Hun fortalte mig, at hun hed Kristina og var på vej til Odense, hvor hun boede. Hun havde været i Århus for at besøge sine forældre og gå lidt i byen.
Vi talte frem og tilbage. Jeg ved ikke, hvad det var; men hun havde noget over sig, der drog mig mod hende. En form for animals... Læs hele novellen
