Hun fik held til at sætte sine stærke tænder i den ene karls blottede arm, og et øjeblik efter viste hun sine kræfter ved at plante en fod i brystet på den anden, så han røg bagover og tumlede i gulvet. Synet fik et svagt smil til at vise sig om hertugens læber. Men et par andre bøddelsvende kom nu til, og de fire mandfolk var i stand til at tumle sigøjnerpigen. Hendes hvide krop blev næsten borte mellem deres solide skikkelser.
De løftede hende op og anbragte hende først siddende midt på pinebænken. En rundstok, som lå på tværs, var forsynet med en lang jernpløk, som skulle bores ind i hendes endetarm. Da pigen forstod, hvad der skulle ske, fordoblede hun sin modstand og blev ganske uregerlig, og mændene fik brug for alle deres kræfter, man hørte deres stønnende udbrud: Hold fast på hendes arme! Pas på, hun sparker! Spred hendes ben! Tag ved her!
Det endte med, at den lille skriver måtte tilkaldes for at assistere, hvilket han gjorde med stor iver, og nu lykkedes det omsider at få jernpløkken ind i åbningen, da den trængte dybt ind i pigen, udstødte hun et gennemtrængende rallende skrig, som gav genlyd under hvælvingerne, men derefter tav hun, som om hun et øjeblik besvimede, og nu kunne mændene tvinge hendes overkrop bagover og strække hendes ben ud.
Hun lå et øjeblik slap, og da hun et par minutter senere atter strammede sine muskler til modstand, var hendes håndled fastsnøret med remme til bøjlerne på pinebænkens øverste stang, og anklerne surret til holderne ved fodenden. Idet hun således var fastgjort på fem punkter, lå hun strammet ud i vandret stilling, mens hendes hoved ha... Læs hele novellen
