Hertug Raimund smilte. Hæld vand på hende! En hel spand vand tømtes ud over pigens hoved, og ilden i hendes hår slukkedes. Du indrømmer, du er en heks? Ja! Og æblerne var forgiftet? Ja, ja, ja! Men lad mig slippe! Hertugen stod et øjeblik og stirrede på den forpinte pige. Så gav han tegn til bøddelsvendene: Løs hende.
Rejs dig og kom herop til mig, sagde hertug Raimund. Da bøddelsvendene ikke hjalp til, måtte sigøjnerpigen ved egen hjælp rejse sig fra torturbænken, og det var lettere sagt end gjort. Efter flere forsøg med kraftløse, forstrakte arme og ben lykkedes det hende at komme op i siddende stilling, men jernpløkken, der borede sig ind i hendes endetarm, sad stadig på plads, og for at komme fri af den måtte hun løfte hele sit bækkenparti i vejret. Dette syntes at overstige hendes kræfter, og hver gang hun havde hævet sin ende så meget, at hun var ved at komme løs, svigtede musklerne, og hun sank stønnende tilbage på det solide søm.
Måske vil et slag pisk sætte mere fart i hende, foreslog hertugen, og bødlen hentede straks en solid krabask med lædersnert. Men netop som piskesnerten hvinede i luften, samlede sigøjnerpigen alle sine kræfter i en fortvivlet anstrengelse, satte fra med arme og ben og kom fri af jernpløkken. Hun tumlede forover, greb for sig med hænderne, men kunne ikke finde støtte og styrtede ned på gulvet.
Et øjeblik lå hun tilsyneladende bevidstløs på gulvet med arme og ben slængt til s... Læs hele novellen
