Nå... fred være med den! Jeg havde alligevel ingen planer for i dag, så jeg kunne jo altid smide mig på sofaen senere....!
Hunden gik rundt og snusede og satte duftspor på alt hvad der stak mere end 50 cm. op ad jorden... Det var åbentbart ret vigtigt for den, at sørge for at alle andre hunde, som kom forbi, kunne lugte, at her havde den altså været før dem!
Jeg var utrolig glad for den hund! Han var en second-hand hund, som jeg havde fået af en som havde gået meget til træning med ham, men som ikke havde den passende kemi til hunden og derfor havde valgt at lade deres veje skilles.
Derfor stod jeg nu med en treårig schæfer han, bare fordi mit bløde hjerte ikke kunne stå for ham. Til gengæld var jeg nu også sikker på at jeg ikke ville få ubudne gæster!
Pludselig tog pokker ved hunden, og han forsvandt ind mellem træerne... Jeg tænkte ikke videre over det, kaldte en gang på ham, og gik roligt videre....
Jeg var nået et stykke før jeg kaldte på ham igen... Jeg kunne ikke høre ham... Jeg kaldte flere gange, men hunden kom stadig ikke... Nu begyndte jeg at blive bekymret... Det lignede overhovedet ikke ham, ikke at reagere.... Jeg vendte om, og begyndte at gå i den retning jeg som jeg havde set han forsvandt i samtidig med at jeg kaldte med jævne mellemrum...
Langt om længe kunne jeg høre ham gø et eller andet sted, meget langt væk... Jeg kaldte på ham igen, emn han fortsatte bare med at gø... Det lød underligt.. Det var meget taktfast... Jeg kunne høre ham tydeligere og tydeligere og efter et stykke tid og hvad der forekom mig som en halv dagsrejse kunne jeg skimte hunden mellem træer og krat...
Jeg gik hen til hunden, godt gal i skralden over at kræet ikke havde gidet at høre ... Læs hele novellen
