Der findes ikke nogen opskrift. En ting er, at man udenpå kan være nok så voksen, men hvor mange tænker på, hvad der ligger gemt bag facaden og er man overhovedet helt selv klar over det.
Søren arbejder i computerbiksen, ikke lige stedet hvor smukke ungmøer kommer for at sludre, men det gør heller ikke så meget, for han kan aldrig finde de rigtige ord når han står der med dem. De siger han er kejtet, selvom han faktisk aldrig har følt sig sådan, men når de siger det, er det vel sandt.
Han har rigtig mange venner dog er der tre der skiller sig ud, da de var mindre, var de uadskillelige. Alle ville være med i deres leg, men ingen fik lov. Det var ikke Søren der bestemte han sørgede bare for at være en del af det hele tiden, selvom var meget bange af sig, men trodsede sin angst og fandt en styrke frem når de tre så på, der var ikke det han ikke blev udsat for, men opmærksomheden hvilede på ham, en god tryg fornemmelse af at blive set.
De blev ældre, pigerne var begyndt at falde i drengenes interesse, og så kunne han ikke længere lade sig tryne vennerne, det var ikke sjovt længere og ingen kunne tage ham seriøst, heller ej lærerne. Han var begavet, meget. Selv forældrene virkede efterhånden ligeglade, fordi han altid kom hjem, med de samme gode karakterer, standard svaret var flot og det var det, men det var vel også mere eller mindre sådan alle de andres karakterer så ud.
Det mundtlige arbejde i skolen var bare ikke så vellidt. Til tider sagde han for lidt, og ellers sagde han for meget uden sammenhæng, men det hænger sådan sammen at det skal være nærmest kort og præcist når man åbner munden, ligesom når Juliane åbnede munden, man kunne næsten se hvordan lyden fra hendes mund blev til musik i ørene på alle lærerne.
Det begyndte at gå ham meget på og i 7.klasse, da klass... Læs hele novellen
