fortorvet, som om hun har fået en
sten i de lange høje støvler. Han har set hende før, men det er først nu hvor
den tidlige forårssol blænder
hende og laver et gyldent spil i det lange kraftige hår, at han virkelig ser
hende. Hun begynder atter at gå,
kun et par skridt, så stopper hun for igen at banke let med støvlespidsen. Han
facineres af de rolige
bevægelser, det kraftige hår løber som et vandfald ned om hendes kønne ansigt,
udover hendes skuldre og
ned til midt på ryggen af den lange frakke. Hun kigger vagtsomt op, som om hun
kan mærke at han
betragter hende, men solens skarphed blænder. Trafikken larmer, mennesker
mylder forbi hinanden men
han føler det sker i en anden verden. Hun kommer tættere på og deres blikke
mødes. Alle lyde forsvinder.
De ser dybt ind i hinandens indre. Tiden stopper.
De står begge uden at sige noget. Svømmer væk i den andes øjene. Det hele
føles uvirkeligt men alligevel så
uendelig velkendt. Han træder et skridt nærmere. Hun dufter sødt og pikant.
Duften af læder fra hans lange
frakke fylder hendes indre. Hans mørke øjne giver tegn til at hun skal følge
med. Uden at tænke over hvad
det er hun er ved at bevæge sig ud i, med denne høje mørke mand, følger hun
ham.
Ingen af dem siger noget. Det eneste de kan høre er deres eget intense
åndedrag. Han stopper, låser sig ind
i en opgang. Tager et fast greb i hendes arm og fører hende med ind. Hun
ryster let over hele kroppen -
hvad er det hun er at ved at gøre? Han fører hende op ad de mange trapper,
låser døren op til en lejlighed.
Hun ryster indvendig. Hans blik fortæller, at hun ikke skal være bange.
Tavsheden mellem dem virker
beroligende. Som om at hun finder en sikkerhed i, at denne fortryllende
oplevelse stopper hvis hun begynder
at tale.
Lejligheden er mørk. Foran de mange vinduer hænger der tunge gardiner ned fra
gulv til loft. Der trænger ... Læs hele novellen
