Han lagde ikke mærke til mig, da jeg kom ind i værelset. Han var sikkert vant til at stuepigen gik rundt, mens han arbejdede på en pc. Jeg skulede lidt til ham, en pæn mand i midten af 40'ene. Jeg kunne godt lide hans sommerbrune hænder, der bevægede sig henover tastaturet. Jeg arbejdede stille som en mus, han betalte jo netop godt for, at husalferne gjorde deres arbejde uden at forstyrre ham. På et tidspunkt kiggede han op fra sit arbejde, åbenbart overrasket over at se en fremmed kvinde i kontoret. Hvor er Maria? Spurgte han og lod sine øjne glide hurtigt henover min krop. Skulle til begravelse, svarede jeg og smilede. Hun bad mig om at gøre rent i dag. Jeg hedder Louise. Jeg håber ikke, du har noget imod det?
Jeg kiggede ham lige i øjnene. Nej, ikke spor, svarede han og mødte mit blik.
Vores øjenkontakt varede lidt for længe, syntes jeg og blev usikker, Jeg drejede hovedet og glattede nederdelen på min korte stuepigeuniform. De meterlange væg til væg reoler ventede på mig og støvekosten, og jeg skyndte mig at dreje mine tanker hen på mine praktiske gøremål. Mine tanker ville ikke lade mig være i fred, måske fordi jeg aldrig har kunnet finde ud af at være alene med en fremmed mand.
Lige nu blev mine tanker forstærket af, at stuepigeuniformen var så kort. Hvorfor var den det? Var han måske sådan en lidt halvpervers type, som gerne vil se sine stuepigers lår eller hvad? Det var Marias uniform, og vi var lige høje, så hun rendte jo også rundt til daglig og havde nok at gøre med ikke at bøje sig for hurtigt ned mod gulvet, når husherren var i farvandet, eller gjorde hun? Jeg stod foran den... Læs hele novellen
