Terese var ved at komme til bevidsthed. Hun fornemmede at hendes sikkerhed var truet, så hun rullede sig endnu mere sammen helt oppe i det fjerneste hjørne. Hun ønskede bare at være usynlig, at gemme sig fra alting, at være ingenting - fri for den smerte som altid fulgte hende, druknede hende, og væltede hende hver gang hun næsten havde fundet fodfæste igen. William rakte igen, ganske forsigtigt, sin hånd frem og tog om hendes ankel, som var det første han stødte på. Terese vågnede med et skrig. Hendes før så sammenkrøllede krop strakte sig med ét, og panikken begyndte at brede sig i hendes krop. Hun slog vildt omkring sig, men han fik hurtigt fat om hendes håndled, tvang hende ind i hans arme og holdt om hende til hun faldt til ro igen.
"Skat du skræmmer mig til døde en dag" viskede han, og smilede trist i mørket. Han vænnede sig vist aldrig til denne adfærd. Hvor godt han end kendte oig forstod årsagerne, så overraskede og chokerede det ham hver gang han så hende reagere sådan. William gav langsomt slip på hende, og hun følte desperationen og angsten komme tilbage indtil hun så at han ikke havde glemt det. Han tog en lang kæde frem, med håndjern til både ankler og håndled, så hun til sidst slet ikke kunne røre sig. Det var ikke behageligt, men hun kendte reglerne og vidste at dette var den eneste måde... Læs hele novellen
