Jeg går forskrækket, et par skridt bagud, ned ad trappen og er ved at falde på et af trinene. I sidste øjeblik genvinder jeg balancen, tager en dyb indånding og begiver mig, forsigtigt, op mod døren igen. Jeg skubber langsomt til den og kigger indenfor. Mine øjne forsøger, at vende sig til husets mørke. Jeg blinker et par gange og går langsomt helt ind. Jeg befinder mig i en kæmpe hall. Der er tomt, bortset fra en trappe op til første sal og en trappe ned til kælderen. Jeg går ligeud, igennem en stor dobbeltdør og videre ind i en stor stue. Stuen er sparsomt møbleret, med mørke Chesterfield sofaer, tunge gulvtæpper og gamle portrætmalerier på væggene. Pludselig hører jeg skridt bag mig. Jeg vender mig om og kigger lige ind i øjnene på husets ejer. Det giver et gib i mig og jeg træder forskrækket et skridt tilbage.
Ejeren er en ældre mand. Han er stor, i hvert fald to meter høj og meget bred over skuldrene. Han kigger ondt på mig, med ildspyende øjne. Jeg gengælder blikket og forsøger, at bløde det op med et, forsigtigt, smil. Ingen virkning. Ejeren tager hårdt fat i mig, med sine store hænder. Han skubber mig ned på gulvet og holder mig nede, med hans kæmpe fod, på min brystkasse. Jeg gisper efter vejret og kigger, ydmygt, op på ham. Han er iført en uniform der, mest af alt, minder om noget fra nazitiden. langskaftede ... Læs hele novellen
