Thor var hans navn, denne hærdede bondesøn.
Sin egen alder kendte han ikke, han vidste han var ung og stærk, og mere behøvede han ikke.
Hans indre ild vakler en smule, da et lille hus dukker frem af de sluddækkede marker.
En plettet hund gør hæst.
Pludselig virker kulden så meget tættere på, og skindstøvlerne er gennemblødte.
Sara rører i sin gryde over ilden.
Drengebarnet sover trygt i sin vugge, og smasker med mellemrum. Mæt og tilfreds. Forsigtigt og med en moders kærlighed, flytter hun det sovende spædbarn, ind i et tilstødende kammer hos sin storesøster.
Børnene putter sammen, og Sara ligger mere brænde på ilden.
Hunden gør udenfor.
Hun går hen til hoveddøren og kigger ud af den kolde rude.
"plet kom her" kalder hun.
Så ser hun den foroverbøjede skikkelse, der nærmer sig.
Hurtigt og med stor alvor henter hun sin mands riffel fra væggen.
Det er ingen spøg at være en enke i krigstider.
Han banker på. Hun afventer i angst.
Sulten, kold, og omtåget af træthed, banker han på igen.
"Guds fred frue... luk mig nu ind" Han mønstrer al sin høflighed.
Døren knirker... forsigtigt åbner den sig... smukke grønne øjne stirrer ud...
"hvem er du" hvisker hun
" jeg er bare en bondesøn på et erinde" svarer han højt.
Hans stemme vækker fjerne minder hos hende, og uden at vide hvorfor, lukker hun ham ind.
De præsenterer sig og hun finder rent og tørt tøj frem.
Han vender hende ryggen mens han klæder sig af. De slidte støvler afslører hullede strømper. Han mærker hendes blik og rødmer helt om i nakken.. Han har stærke fødder og muskuløse lægge. . det stride gule hår stritter i kulden, op til buksebenene...
Hvadmelsskjorten trækkes over hovedet i en brudt bevægelse. Forståeligt nok... Hans ryg er skamferet af ar. Og et friskt et strækker sig over skulderbladet.
Han ømmer sig umærkeligt.
Sara henter lidt brød og ost i køkkenet, tager suppegryden af ilden ... Læs hele novellen
