De havde aldrig på noget tidspunkt snakket om at skulle holde det hemmeligt. Det var bare sådan. Skænderierne var ikke skuespil, selv når de var helt alene, kunne de nemt komme op at toppes og knurre ad hinanden for ingen verdens ting, men det pirrede dem begge, ude at de ville indrømme det for den anden.
Sådan havde det været i starten. Bare skænderi efter skænderi, ofte følte Ana, at Jonas konfronterede hende gang på gang, blot for at se hendes vrede, hendes ansigt der rødmede, når den massive vrede vældede op i hende. Hun konfronterede ham med det en gang, efter et langt skænderi en aften, da de sad alene i alrummet.
Det var kun hende, han var efter, sagde hun, før han nåede at sætte et sarkastisk angreb ind. Kun hende, og forlangte at få at vide hvorfor. For første gang kunne han ikke svare, han stod blot tavst og betragtede hendes buede øjenbryn og det intense blik, der var rettet mod ham. Hendes brune øjne gnistrede.
Jonas vendte sig væk fra hende, og hendes raseri blev tændt. Hvor vovede han at trodse hende på den måde! Svare kunne han ikke engang! Hun travede stædigt hen til ham, stillede sig tæt op ad hans ryg og åndede ham i nakken. Ana mærkede varmen fra hans krop, og det fik hendes krop til at reagere omgående. Han var unægtelig meget tiltrækkende, også når han var vred. Især når han var vred. ”Svar mig,” forlangte hun hvæsende. Jonas drejede hovedet dovent. Hendes brune øjne gnistrede. ”Jeg finder dig enormt tiltrækkende,” svarede han ligeud.
Han drejede om på hælen og stod nu så tæt på hende, som overhovedet muligt. Jonas sænkede hovedet ned og kyssede hende en ... Læs hele novellen
