Du satte dig på hug foran mig. Lagde en hånd på mit lår og hviskede stille: ”søde…? Kig på mig”. Men jeg kunne ikke. Jeg rejste mig fra bænken, vendte dig ryggen og gik. Du rejste dig og gik efter mig. Forbi isboden med den lange kø af børn, forbi et ældre ægtepar der stod og fodrede ænder ved søens bred. Du tog fat i min arm og med et hurtigt ryk fik du vendt mig om. Jeg blev forskrækket, selvom jeg vidste det var dig. Jeg kiggede op og missede lidt med øjnene. Lyset var skarpt og jeg havde glemt mine solbriller på den bænk hvor jeg havde siddet og læst. Jeg mærkede din hånd i min og i næste øjeblik havde du hevet mig med hen i skyggen under det store piletræ hvis enorme krone hang som et tæppe ud over søen.
Du lagde en hånd på hver af mine kinder og holdt mit hoved blidt, men fast. ”smukke, kig nu på mig”. Jeg rettede blikket op og kiggede nu ind i de smukke varme øjne. Pludselig glemte jeg al den smerte der ramte mig da du rejste uden at sige et ord. Jeg huskede kun alle de dejlige stunder vi havde tilbragt sammen. En tåre trillede ned af min kind. Du tørrede den hurtigt væk med din tommelfinger, bøjede dig ned og kyssede min pande. En tåre mere fandt vej ned over min kind og endnu en fulgte trop. Jeg kunne ikke stoppe igen. Du holdt mig tæt ind til dig. Jeg mærkede at du også knep en tåre, mærkede den på min skulder som kun var dækket af en tynd strop fra min lette sommertop. Da vi havde stået lidt i hinandens arme, trak jeg mig væk fra dig, kiggede spørgende på dig; hvorfor? Men intet kom der ud af min mund. Ingen ord kom over mine ... Læs hele novellen
