Klaus var en af mine gamle kammerater, som jeg godt nok havde været forelsket i, men jeg turde ikke helt gå ind i det, fordi jeg vidste at han var til SM, og ville give pigerne en rigtig røvfuld før han elskede med dem. I går da han ringede, var han glad, og forventningsfuld, da han bad mig hente Nelson, så han kunne fortælle ham noget gennem telefonen. Jeg undskyldte mig med, at Nelson lige lå og sov så tungt. Jeg magtede ikke at fortælle at jeg, mod alle aftaler, havde ladet Nelson løbe uden snor, og han var rendt fra mig. Han blev kørt ned 800 m væk fra mig. Jeg var lammet af anger, men det var for sent, han sov tungt nu. Jeg var ulykkelig, og jeg vidste hvor meget Nelson betød for Klaus. Nelson var en del af hans identitet. Det var min fejl, ingen tvivl om det.
Jeg stivnede helt da jeg hørte fodtrin på trappen. Det var Klaus. Han var så glad da han kom ind i min lejlighed. Han fløjtede en gang, men der skete ikke noget. Han kiggede bestemt på mig, da han spurgte efter Nelson. Jeg kiggede ned i gulvet, og begyndte at græde. Han blev desperat, nærmest sprang i mod mig, og rystede mig voldsomt. Hvad fanden har du gjort ved ham, din lede tøz, råbte han hidsigt. Jeg græd bare, og fik fem flade i ansigtet. Han blev kørt ihjel, ved et uheld, svarede jeg grædende. Han gik to skridt baglæns, og spurgte hvor han lå. Jeg samlede mig, og gik foran ham ned i kælderen, og viste ham ind mit kælderrum. Jeg løftede på lå... Læs hele novellen
