Solen var borte. De ellers så overfyldte gader lå øge hen i regnen. Lidt synd tænkte jeg. Det er dejligt varmt. John kaldte på tjeneren som stod i døren til restauranten. Vi havde valgt et bord under den kæmpe fortovs markise som løb hele vejen rundt om hjørnet. Der er noget over et syd europæisk regnvejr. Sagde jeg og afbrød stilheden. Det er en kombination af melankoli og befrielse. Befrielsen for den stærke sol og en tung tristhed i de velour tunge skyer som var trukket sammen foran den ellers så blå himmel. Lyset er helt specielt sagde jeg. John sagde stadig ikke noget. Det betød ingenting. Tilstedeværelsen var nok. Tjeneren afbrød mine tanker og bragte os en ny flaske Asti spumante. Turen til Bibione var for os et faldskærmsudspring for vort forhold. Vi havde kendt hinanden i 3 måneder. Aftalen var at vi sprang ud sammen på turen og hvis skærmen holdt. Ville vi begynde at inddrage vore børn i forholdet.
For mig stod skærmen flot hvid imod en azur blå himmel. John var fantastisk. Lige hvad en mand skal indeholde. Mod, selvtillid samt rolig natur med en lidt mystisk og spændings ladet intens erotisk overraskende stil. Vi var godt i gang med den tredje flaske Asti og jeg glædede mig til resten af natten med John. Regnen fossede stadig ned. De få biler som passerede forbi nærmest sejlede af sted rundt om skulpturerne midt på torvet. Fra markisen silede vandet ned på fliserne med en sjaskende lyd. Helheden gav mig en gammel kendt fornemmelse og genoplivede en helt speciel stemning i mit sind. Jeg følte mig som en lille pige igen. Tryg ved John og en fornemmelse af nærhed, varme og ro. Jeg sagde ikke noget. Rejste mig bare op og tog hans hånd. Vi gik ud i regnen og slaskede igennem vandpytter i vore italienske designer sko som vi anskaffede for et par dage siden. I et øjebliks respekt for Gucci og vore feriepenge sparkede jeg skoen af og tog dem i hånden. Vi fortsatte arm i arm imod hotellet. Jeg ænsede ikke regnen, den var der bare og fik vor samhør... Læs hele novellen
