Jeg gik ind og smed mig på sengen. Jeg begyndte at tænke på, hvordan det hele var gået skævt for mig, siden jeg startede på denne skole. Mon det kunne være fordi han troede, at jeg havde noget kørende med min roommate? Ikke, at jeg kunne fortænker ham i det.
Men jeg følte mig svigtet og skuffet, jeg kunne ikke helt acceptere det alligevel. Men på den anden side, jeg var ung endnu og der var jo andre derude der kunne bruge sådan en sød pige som mig…
Jeg valgte hurtigt, at skubbe de negative tanker fra mig. Men alligevel var jeg præget af det.
Jeg har jo et unisex navn og folk har altid troet, at jeg var en fyr. For her i dette fremmede land har man ikke cpr-numre. Og da de så, at der stod Kim, havde de troet det var en fyr.
Så jeg blev indlogeret sammen med Charles. Da jeg gik over i administrationen for at klage, sagde de, at der ikke var noget at gøre. Der var ikke flere værelser.
Jeg måtte så bide i det sure æble, for det var meget svært at få en lejlighed. Desuden var Charles, eller Les, som han blev kaldt blandt vennerne, en fin fyr og kunne sagtens se det komiske i det. Vi kunne sagtens leve sammen, eftersom han kunne respektere mig og jeg ham. Og vi havde aftalt, at vi skulle give besked, hvis vi skulle have værelset for os selv. Tiden gik godt og vi fik faktisk et rigtig godt venskab.
Men i dag havde Søren ringet hjemmefra og sagt, at han ikke kunne klare distancen mellem os og han ville gerne have sin frihed. Men der var jo ikke noget at gøre. Jeg ville ikke rejse tilbage til Danmark, for jeg havde jo kun et år tilbage herovre.
Jeg faldt endelig langt om længe i søvn - en søvn, der var præget af de gode minder og af telefonsamtalen med Søren. Alt sammen noget der blev til mareridt. Jeg vågnede flere gange i løbet af den nat. Jeg kunne høre, at Les var kommet hjem, fo... Læs hele novellen
